PRIKBLADET PERIKUM
Perikum eller prikbladet perikum, som den hedder, findes sandsynligvis flere steder på Fur, da den trives på tør, sandet jord i grusgrave, på vejskrænter og lignende steder. Det sted jeg foreløbig er stødt på den er på vandretur langs stranden v. Færker Vig, i mellem buske og planter, ud for molerfabrikken.
Hvordan kan du kende perikum: Stængelen er er tveægget, og som navnet antyder, er der små prikker på bladene. Disse ses tydeligt, når man holder dem op mod lyset. De gule blomster har spidse bægerblade og sidder i en topformet kvast. Det er de uudsprungne blomsterknopper, der anvendes. Tryk forsigtigt på en blomsterknop og se den smukke røde ”bloddråbe”, der kommer ud. Deraf opstår snapsens flotte, røde farve
Opskrift: Til en hel flaske vodka anvendes godt en lille tændstikæske blomsterknopper, der trækker i mindst to uger. Herefter sies essensen, der er gennemsigtig og skal fortyndes, når den skal nydes. Farven er smuk rubinrød, og snapsen har sin egen specielle, let bitre og krydrede smag. Den vinder v. lagring. Saml evt. ekstra æsker m. blomsterknopper, da de med fordel kan fryses uden at miste smag og egenskaber.
Og apropos egenskaber: Perikum er naturens ”lykkepille”, og kan købes som sådan i helsekostbutikker. Men hvorfor købe dyre piller eller dråber, når snapsen har samme egenskaber + promillen ikke at forglemme!
|